Anders er 22 og studerer Fashion Design på TEKO på første semester. Han er kreativ og har en stor passion for fashion, hvilket han bringer i spil på uddannelsen i Herning. Selvom studiet ikke ligger i Aarhus, er Anders bosat i byen, fordi han simpelthen elsker byen! Ved siden af studiet træner han, arbejder i Foot Locker i Bruuns Galleri, bruger tid med sin kæreste og går i byen. Og ja, så bruger han også ind i mellem lidt tid på at få taget fotos med fans, som stadig genkender ham for hans velfortjente sejr i Paradise Hotel i 2017. Læs her om hans yndlingssteder i byen og om hvorfor han synes de er så fede:
Café Åland - et sted for en afslappet date
På Jægergårdsgade ligger Café Åland. Det er et virkelig hyggeligt sted at besøge med sin kæreste til både brunch, frokost, aftensmad eller en drink. Til aften er særligt deres Moule Frites og burgere lækre. Både caféen og gårdhaven er indrettet sirligt, moderne og hyggeligt, og med plaider og varmelamper kan man sidde begge steder året rundt. Så når du og din kæreste har månedsdag eller en anden vigtig begivenhed i kalenderen som skal fejres, er Café Åland et skønt sted at besøge! 
For kort, klik her
Gedulgt - en cocktailbar for de eventyrslystne
"Gedulgt" betyder "hemmelig", og som navnet indikerer er der noget hemmeligt over dette drinkssted lige i centrum. Stedet kan være særdeles svært at finde, og i søgen efter indgangen, kan man nemt ende i en forkert opgang. Men der, inderst i en baggård side om side med cykelskurene, finder man Gedulgt. En flot klædt tjener viser dig til det bord som du, i hvert fald på weekendsdage, har reserveret i forvejen, hvor vand og snacks venter. Stedet er fancy, men ikke så fancy, at det bliver for meget. De har fantastiske (og eksperimenterende) drinks til nogenlunde overkommelige priser, og den ekslusive vibe vil uden tvivl gøre din aften helt særlig. 
For kort, klik her
Crossfit Copenhagen - sjov træning for alle
Uanset om du aldrig nogensinde før har trænet, eller om du er den mest garvede fitness-freak nord for Sydpolen, så er Crossfit Copenhagen et besøg værd - her findes udfordringer for alle! Kæden har 3 afdelinger i Aarhus; Snedkeriet, Spartan Mentality og Kornlageret, og alle tre steder findes mulighed både for hold- og solotræning (eller box-træning som det hedder på crossfitsk). Trænerne er supermotiverede og vil hellere end gerne hjælpe dig i mål, hvad end du har brug for vejledning, opmuntring eller en motiverende skideballe. De kører ofte med en gratis prøveperiode, hvor man kan melde sig på opstartshold og få en blid opstart i crossfitverdenen  (selvom det er helt sikkert, at du alligevel vil få ondt en uge efter endt træning - sådan er det nok bare, når man bruger muskler man ikke vidste man havde.) Så kom afsted! 
Godsbanens værksteder - for kriblende, kreative fingre
Hvis du er kreativ og mangler hjælp, inspiration eller måske bare et arbejdsrum til dine projekter, er Godsbanen stedet for dig. Både leje af udstyr, materialer og workshops er prissat så studerende kan være med, og der er altid en vejleder at finde. De underviser i alt fra grafisk design til metal- og træhåndværk, og folk er altid imødekommende og klar til at hjælpe hinanden. Atmosfæren og det kreative miljø på Godsbanen er således ganske særlig, så kribler det bare lidt i dine kreative fingre, skulle du tage at besøge stedet. 
For kort, klik her
Aarhus Barber - byens bedste fade
Barberen her ligger på Borggade, og herrerne bag barbermaskinerne er knivskarpe. De leverer gang på gang den perfekte fade til en studievenlig pris og en virkelig god service. Butikken er indrettet som en klassisk amerikansk barber med et moderne tvist, hvilket gør oplevelsen særlig - helt anderledes end den du får hos de almindelige barberer og frisører rundt omkring i byen. Aarhus Barber fører desuden sine egne produkter både til hår og skæg, som du også kan købe med hjem efter dit månedlige besøg.
For kort, klik her

Måske kan du også lide

Back to Top