Mieke er 23 år og læser en bachelor i Æstetik og Kultur på 5. semester. Hun elsker at se på kunst, og er helt pjattet med den langsomme gang og det lave toneleje, som ofte følger med, når man slentrer rundt på en kunstudstilling. Er man veninder med Mieke, får man glæde af både hendes evner til at lave hip latte-art, lækker havregrød og perfekt poppede popcorn, men også glæden af lidt for ofte at skulle holde hendes hår efter en solid omgang G&T. Peanutbutter, chokoladeis og udfordrende vandreture i naturen er vejen til Miekes hjerte og hun har netop kørt New Zealand tyndt i autocamper med sin kæreste.
Havnepladsen bag Dokk1 - en gemt perle 
Hvis du er på jagt efter et hemmeligt åndehul i byens pulserende liv, er havnepladsen bag Dokk1 en god mulighed! Længst væk fra de trafikerede veje omkring Dokk1 kan man nyde et fredfyldt spot med en fed og anderledes stemning end hvad man ellers finder i byen. Så ta’ en ven under armen og nyd det friske efterårsvejr og den fineste udsigt over havet.
For kort, klik her
Briancon - Aarhus' bedste croissant 
Selv den mest kritiske croissant connoisseur må bøje sig i støvet for Briancons croissanter! For mellem 17-22 kroner får man en perfekt gyldenbrun, sprød og smørbagt croissant med så mange lag, at de er umulige at tælle! De fås både med og uden fyld, men deres double chokolade croissanter er den ultimative forkælelse og altid en sikker vinder. Briancon sælger også deres lækre bagværk hos Go’ Kaffe på Ingerslevs Boulevard og i kantinen på Dokk1, så du kan få en bid af brødhimlen uanset hvor i byen du befinder dig.
For kort, klik her
PV - Kaffe & Cocktails - after dinner cocktails 
I flotte lokaler på hjørnet af Rosensgade og Volden i Latinerkvarteret ligger PV - Kaffe & Cocktails. Atmosfæren er super hyggelig og et perfekt sted at starte sin bytur eller efter et restaurantbesøg. Deres drinks koster 90 kroner og er i den lidt dyre ende i forhold til andre steder i byen, men til gengæld er de virkelig gode!  Af og til har de også virkelig gode tilbud, såsom G&T eller fadøl for kun 20 kroner en hel aften eller rosé til en flad 10’er. Så hold øje med deres Facebook-side, så du kan spotte de gode tilbud før resten af byen!
For kort, klik her
Go' Kaffe - det perfekte kaffestop på gåturen
Med en størrelse svarende til en pølsebod er der kun få siddepladser indenfor på Go' Kaffe, men til gengæld er der hyggelige bænke med lammeskind udenfor til fri afbenyttelse. Her kan man suge stemningen omkring Ingerslevs Boulevard til sig og kigge lidt på mennesker, mens man nyder en velsmagende kaffe og lidt lækkert brød.
For kort, klik her
Post-A-Letter på Café Smagløs - kaffe og brevskrivning
Post-A-Letter er en pop-up brevstation, som gentager sig hver måned på Café Smagløs på Klostertorv.
Mellem 19-21 på den pågældende dag, sætter Smagløs rammerne for brevskrivningsværkstedet, hvorefter der sørges for at de bliver sendt af sted til modtager, uden at du skal betale en krone - og det er også selvom brevet skal sendes til den anden side af jorden. Smagløs sørger for frimærkerne (sponsoreret af Postnord), og stiller desuden diverse materialer til rådighed såsom farvet A4-papir, klistermærker og funky tuscher. Du kan sende helt op til 3 breve i løbet af aftenen. Ofte har eventet et tema og afholdes i forbindelse med fx valentinsdag, påske, eller jul. Det kan virkelig være en hyggelig aften i selskab med gode veninder, men produktiviteten er selvfølgelig bedst, hvis du kommer alene - og vær ikke bange for dét, for det er der mange, som gør! 
For kort, klik her
Kunsthal Aarhus - samtidskunst med gratis entré
Den ofte oversete kunsthal er en lille perle i midtbyen. Stedet er drevet på frivillige, og er et udstillingssted for samtidskunst. Udstillingerne skiftes løbende, og der er helt fri entré. Kunsten i fokus er nutidig og sætter ofte spørgsmålstegn ved den moderne hverdag. De har desuden også en lille bogreol, hvor de har en masse fede og smukke bøger til salg. Er man heldig, rammer man et udsalg, og så er der virkelig penge at spare og fund at finde. Stedet arrangerer også foredrag, hvor kunstnere kommer og eksempelvis fortæller om, hvad kunst er for dem. 
For kort, klik her
Drivhusene ved statsbiblioteket -  utraditionelle læserammer
Statsbiblioteket er et herligt sted at læse i fred og ro. Som del af den nye renovering er der sket en udvidelse af bibliotekets publikumsområde, hvor der er blevet lavet et uformelt udendørs grupperum i kantinegårdens nye drivhuse. For at finde drivhusene, skal man gå igennem dørene ved kantinen, og her finder man så de perfekte rammer for at få læst sit tunge teoretiske pensum. Der findes selvfølgelig stikkontakter til teknikken og der også tæpper og varmelamper til rådighed. Til sølle 11 kroner kan man nappe en kop kaffe hos kantinen, som man kan hygge sig mig med i drivhusene.
For kort, klik her
Diary-Slam i Studenterhuset - simpelthen hylende sjovt
Dirary-Slam er et event der gentager sig ca. hver 3 måned i Studenterhus Aarhus. I løbet af aftenen er der 4-5 oplæsere, der læser op fra deres personlige teenage-dagbøger for publikum. Stemningen er afslappede og nostalgisk - og oftest helt vildt sjov. Man kan ofte relatere sit teenage-selv til de pinlige historier og stupide tanker, som oplæserne afslører fra deres teenage-dagbøger. Og at bedømme ud fra den rungende latter som gang på gang bryder ud i blandt publikum, kan alle andre vist også relatere til de pinlige anekdoter. Heldigvis kan man købe øl og sodavand for en 10’er til at skylle latteren ned med. Kom med dine veninder, og i er garanteret en sjov og interessant aften. Prisen er 40 kr. for ikke-medlemmer.
For kort, klik her
ARoS Shoppen - skæve fund til din indretning
ARoS Shoppen er at finde på stueetagen på kunstmuseet, og butikken er i den grad undervurderet. Hvis man er pjattet med at have lidt skæve og anderledes billeder hængende i sin lejlighed, kan man finde overraskende mange gode fund i ARoS shoppen - og til ofte fornuftige priser, hvis bare man har tid til at gå lidt på jagt. Især butikkens postkort er virkelig fine. De kan findes på de 3-4 stativer, der står udenfor butikken. 
For kort, klik her

Måske kan du også lide

Back to Top