
Peter studerer BA i brasilianske studier på 7. og sidste semester. Man har i løbet af hans studietid, kunne finde ham i rollen som både fredagsbarsansvarlig og som cheftutor for de nye studerende. Inden han flyttede til Aarhus for knapt 5 år siden, var han aktiv i lokalpolitik, og det er nemt at mærke, at han stadig har et hjerte der banker lidt for politik. Peter er stolt fan af AGF og sidder trofast på stadion med sin stadionplatte og hepper på de hviii’ i selv slud og blæst. Og så er han er en yderst snaksalig fyr, der altid møder dig med et åbent sind.

Ceres Park - et stolt samlingspunkt for byens fodboldfans
Peters første tip er selvfølgelig et tip om hjemmekampe på Ceres Park, hvor AGF gang på gang leverer en ydmygende hjemmebanepræstation. Men fadøllene er perfekt kolde og de grillede pølser er altid store, så pyt med, at det ikke så ofte bliver til en sejr. Fankulturen på byens lokale stadion er stolt, og der er garanti for en fest, ligegyldigt hvor håbløs kampen ser ud til at blive. Og når sejren en gang i mellem så faktisk kommer i hus, så selvantænder stadion i ekstase. Hvad end man er til fodbold eller ej, så er Ceres Park derfor et besøg værd - specielt på søndage, hvor byen ellers kan virke død.



For kort, klik her

Dyrehaven - en idyllisk naturpark med fritgående dådyr
Den idylliske dyrehave ligger smukt placeret ved skov og strand midt i Marselis. Selv på solrige søndage, hvor parken har mange besøgende, er det et roligt pusterum med plads til alle. Der går flere hundrede dådyr frit rundt i parken, og medbringer man en pose gulerødder, er det muligt at komme helt tæt på de store dyr. Det er oplagt også at medbringe en frokost eller en kop kaffe til sig selv, og nyde den ved en af de mange bord-bænke-sæt. Det er desuden et klassisk sted til en date, og hver dag kan man spotte adskillige par på alle stadier vade rund i haven.


For kort, klik her

Restaurant Olive - fransk gastronomi og dansk hygge i en fin symfoni
Denne lille, franske restaurant på den mere stille del af Mejlgade efter Nørreport er af flere grunde et besøg værd. For det første er både restauranten og den mad de serverer lidt finere end de fleste i byen, samtidigt med at stedet oser af hygge. For det andet kan du (hvis du er studerende) få hele 3 retter for blot 230 kr. på alle hverdage. Og for det tredje er det en del af restaurantens koncept, at du selv medbringer vin til maden, hvilket gør stedet endnu mere budgetvenligt. Skønt!


For kort, klik her

Moesgård Museum - moderne aktitektur, smuk natur og historiens vingesus
Det gamle Moesgård var yderst populært, og efter stedet har fået en massiv ansigtsløftning, er populariteten blot steget. De har, ifølge Peter, en fantastisk fast udstilling og helt enestående særudstillinger. Er man interesseret i moderne arkitektur eller er man blot det mindste historieinteresseret, er Moesgård virkelig et besøg værd. Også området omkring museet er særligt, og det er et smukt sted at gå og nyde den friske luft.





For kort, klik her

Restaurant Skovmøllen - en tidsrejse tilbage i historien
Lige i nærheden af Moesgård ligger restaurant Skovmøllen. Når man ankommer til stedet, er det næsten som at træde tilbage i historien – det er rent ”Morten Korch”! Det sort/hvide bindingsværkshus, stråtaget, vandmøllen, den lille sø og de store træer giver tilsammen en nostalgisk hygge, som er svær at finde andre steder i byen. Stedet serverer både brunch, frokost og eftermiddagskage. Priserne er til den høje side, men stedet er skønt, så det er det perfekte sted at slæbe mor og far med hen, når de er på besøg fra provinsen – eventuelt efter et besøg på Moesgård. Kaffe og kage på Skovmøllen kan i hvert fald uden tvivl slå Moesgård Museums cafés masseproducerede muffins.





For kort, klik her
