
Elisabeth er 26 år og er netop begyndt på kandidaten i Tysk med kandidattilvalg i Klassisk Græsk. Det kommer nok derfor ikke som en overraskelse for nogen, at Elisabeth er lidt af en sprognørd. Hun elsker at løbe, og noget af det bedste hun ved, er en tidlig morgentur langs vandet i Riis Skov. Som opvejning for de mange løbeture er Elisabeth i besidelse af en virkelig sød tand - en tand som heldigvis bliver fodret fra tid til anden. Hun elsker at diskutere litteratur med venner, veninder og familie fx over et glas vin til en vinsmagning. Og snart er hun desuden endnu en gang på vej på udveksling - selvfølgelig i Tyskland.

Hotel Chocolat - et chokoladeparadis
Butikken her, som netop er åbnet i Bruuns Galleri, er det perfekte sted at købe værtindegaver eller en pose selvforkælelse. Chokoladen smager intet mindre end forrygende, måske fordi den indeholder langt mere kakao end de fleste andre chokolader, samtidig med at sukkerindholdet også er skruet ned. Butikkens store udvalg er i sig selv imponerende, men hvis ikke dette kan lokke dig ind i butikken, så kan deres varme kakao det måske - i denne kolde tid som venter, kan den i hvert fald virkelig anbefales!






For kort, klik her

Aabenhus Antikvariat - et bogudsalg for ægte bognørder
I Paradisgade ligger dette lille bogantikvariat. Butikkens størrelse hænger dog på ingen måde sammen med mængden af bøger, som er at finde på hylderne - for der er mange, rigtig mange! Der er stor udskiftning i udvalget, fordi ejeren ofte kører et hollandsk udsalg, hvor prisen på bøgerne falder dag for dag, og man derfor må beslutte sig for, hvor længe man tør vente med at slå til. Ejeren er yderst venlig og hjælpsom, og skaffer gerne bøger hjem til dig. Det er en oplevelse i sig selv at besøge det lille antikvariat, også selvom du måske ikke altid lige finder, hvad du søger.




For kort, klik her

Café Paradis - dansegulv, diskokugle og Dark & Stormies
Ovenpå biografen Øst for Paradis ligger Aarhus' bedste bar og natklub. Når biografen lukker, så åbner dansegulvet. Stedet er helt sit eget, og skiller sig virkelig ud fra de øvrige dansegulvs-barer i byen. Priserne er overkommelige og atmosfæren er afslappet. Er du normalt til barer som Hornsleth eller Kuhstall, er Café Paradis måske ikke stedet for dig. Er du derimod til old school Levis Jeans og flaskeøl, vil stedet være et perfekt match for dig. Så skal du ud og svinge træbenet, er Café Paradis stedet at gå hen!


For kort, klik her

Løve's Bog- og Vincafé - en café for byens hippeste nørder
Ikke mange meter fra Aabenhus Antikvariat og Café Paradis ligger den lille bogcafé Løve's. Her kan du både læse medbragte bøger over en kop kaffe, eller gå på jagt i deres bogudsalg og købe endnu en klassiker med hjem til samlingen. Der afholdes både foredrag og oplæsninger på stedet, men til dagligt er det blot et virkelig hyggeligt sted at drikke en kop kaffe, et glas vin eller noget tredje.





For kort, klik her

PRAG - secondhand- og vintagebutik med knald på
Genbrugsbutikskæden PRAG har længe haft butikker i København, men har nu også en butik i Aarhus. Deres store tøjudvalg er farverigt og originalt, og butikken er et spændende sted at gå på jagt efter noget særligt til garderoben. Alt er velsorteret og i en ordenlig kvalitet, hvorfor priserne også ofte er lidt højere end i andre genbrugsbutikker. Det er også muligt at købe helt ubrugte varer i butikken.






For kort, klik her
