
Maja er 25 og bliver bachelor i folkesundhedsvidenskab i denne måned (Januar 2019). Hun har grønne fingre og elsker natur, hvorfor hun også er ret vild med Aarhus, hvor der aldrig er langt til hverken skov eller strand. Fordi hun samtidigt elsker at være aktiv, er det næsten klart, at hun selvfølgelig holder af skiferier til det kolde nord, picnics med madpakker og termokander eller cykelferier rundt i ind- og udland med trangia og overnatning i telt eller shelter. Maja bor i et kollektiv i udkanten af byen, hvor der både er plads til at være tæt på andre, men også plads til fred og ro - præcis som hun elsker det.

Badebroen ved Badevej – for dem der ikke orker strandløver
Maja lægger ud med sit allerhemmeligste tip: nemlig tippet om badebroen ved Badevej. Selvom det lige nu kræver lidt fantasi at forestille sig, er faktum, at badebroen om sommeren har et lille hus for enden. Huset er delt op med skillevæg, så der er plads til mænd på den ene side og kvinder på den anden, hvilket gør nøgenbadning oplagt, selv hvis man normalt ikke er til den slags. Badevej er et sted man skal komme for at bade, og ikke for at sole sig – det er det perfekte sted til et hurtigt dyp. Broen ligger tilpas afsides, så der sjældent vrimler med mennesker, selv ikke på en varm sommerdag, hvor der ellers ofte er horder af mennesker på byens sandstrande. Hvis man ikke er bange for mørke, er det også det perfekte sted at bade i måneskin med udsigt ind over byens lys. Så glæd jer til at foråret kommer, og at broen igen bliver det perfekte badested.



For kort, klik her

Alpha marked – tidligere kendt som ’frokost hos tyrkeren’
Hos Alpa kan du få 1 valgfri salat med hummus eller en anden tapenade + en samona + en juice fra Capri Sonne til 30 kr. Behøver du vide mere? Prøv at få haidari på din salat og vælg samosaen med kartoffel, og så er der næsten garanti for, at du får en lidt bedre dag. Stedet ligger ikke langt fra uniparken, så hvis man holder til her, og har lidt fart på, kan man lige nå forbi i frokostpausen. Alt er altid hjemmelavet og friskt, og når man er på frokostshopping, kan man passende også få ordnet sine andre eksotiske specialindkøb.





For kort, klik her

Jelshøj – Aarhus’ højeste punkt
I udkanten af Aarhus finder man Jelshøj – en høj som passende kan agere kulisse til en bakkespurt til at afslutte en 8 kilometers løbetur fra midtbyen. Selve højen er egentlig bare en lille grøn bakketop med udsigt ud over Aarhus, men det er et skønt sted til en madpakkepicnic. Der er en del fine løberuter i området, som hurtigt får dig til at glemme, at du faktisk ikke er ret langt fra centrum.




For kort, klik her

Natur Retur – et naturformidlingsinitiativ
Gruppen her består af en flok superseje frivillige, som laver aktiviteter for at få byens beboere mere og ud bruge den skønne natur som omgiver Aarhus. Hele året arrangerer de fællesaktiviteter til enhver smag, herunder morgenbadning, lanternevandring, stjernekiggetur, bålhygge, skovlege etc. Ofte er arrangementerne gratis, andre gange koster det 30 kr. at være med – men for det lille beløb, er man til gengæld sikker på altid at møde andre søde og smilende deltagere af alle slags. Hvis man er naturinteresseret, er det desuden et oplagt sted at møde ligesindede naturnørder. Men Natur Retur kan også bare bruges som en god grund til at få nogle fede outdooroplevelser, som man ikke lige ville få gjort på egen hånd. Hvem kommer fx afsted til et morgenvinterbadning kl 06.00 en iskold januarmorgen, hvis ikke man ved, at der står 100 andre søde mennesker klar til at springe i bølgen sammen med dig? Tjek dem ud!





Langenæs Blomster – mere end en blomsterhandler
Hos de søde ekspedienter ved Langenæs Blomster finder du en blomsterhandler som mest af alt minder om et lille plantecenter. Hvis du ikke har bil, og derfor har svært ved at køre ud til de store plantecentre udenfor byen, er Langenæst Blomster et perfekt alternativ. De har butikken fuld af smukke stueplanter, som man selv skal hjem og plante i krukker. Priserne er lave og planterne er altid sunde og friske. Udvalget er stort og varieret, og hver gang du kommer, er der nye forsyninger på hylderne. Heldigvis kan du også købe krukker, hvis du allerede har fået fyldt dine egne op med sidste måneds fristelser.






For kort, klik her
