
Kresten er 26 og har hele sit liv boet i eller omkring Aarhus. Han er lige blevet færdig med at skrive sit speciale som afslutningen på sin kandidatgrad i datalogi fra Aarhus Universitet. Han spiller en ret solid guitar, og har igennem tiden spillet i forskellige bands – flere af dem med hang til heavy metal. Han elsker at tage pis på både sig selv og sine venner, som han godt kan lide at hive med til diverse koncerter efterfulgt af en tur (eller ti) i byen. Derfor er øllen selvfølgelig også omdrejningspunktet for Krestens 5 tips:

Escobar – rock og heavy metal i en sød symfoni med uendelige øl
Hvis man er til rock, heavy metal og de lidt hårdere genrer, så er Escobar stedet at komme. Baren er altid fyldt med (på trods af deres hårde udseende) venlige gæster og bartendere, som samles om musikken. Og alle er klar på en snak over en øl eller en smøg, mens rocken buldrer i baggrunden.



Foto: Escobar. For kort, klik her

Tir Na Nóg – en autentisk irsk pub på Frederiksgade
Tir Na Nóg (eller The Tap Room som det også hedder) byder på et bredt udvalg af øl og cidere i irske omgivelser. Bartenderne er engelsktalende, og ofte er musikken live med klassikere som "Whiskey in the Jar" og "Wild Rover" som sikre hit på set-listen. Det er et sted hvor man både kan komme om eftermiddagen for at nyde en øl i solen på deres terrasse, men i allerhøjeste grad også et sted man kan blive hængende til nattens sene timer.



For kort, klik her

The Burger Shack – byens bedste burgerbar
Når man (om natten) er på vej hjem fra Tir Na Nóg, kan man lige svinge forbi The Burger Shack, der ligger lige på den anden side af Frederiksgade. De er flere gange kåret for at servere ”byens bedste burger” – og deres pommes frites med parmesan er nu heller ikke så dårlige endda. Hvis man køber øl hos Tir Na Nóg, kan man endda få lov at nyde sin takeaway ved en af deres borde. Perfekt!



For kort, klik her

Kapsejlads – Øl, nøgenløb og 30.000 studerende i uniparken
Hvis man er studerende i Aarhus i april/maj, så er man nødt til at tage til Kapsejlads. Begivenheden er en endagsfestival, hvor universitetets forskellige festforeninger dyster i at sejle over universitetsparkens lille sø og bunde øl om kap. Præmissen er åndssvag, men det er universitets absolut største festdag – også selvom nogle undervisere år efter år forgæves forsøger at trække eleverne til undervisning. Alle studerende samles i parken, nogen så tidligt som 2 nætter før, for at hygge, snakke, drikke øl og selvfølgelig heppe på sin egen festforenings hold.


Mig og Ølsnedkeren – en ølbar med håndlavede specialøl på fad
Baren her i Mejlgade har altid over 20 forskellige lækre, specialøl i hanerne – alt fra de lysteste pilsnere til de mørkeste portere. Det er et sted man kommer for nyde kvalitetsøl og hygge sig med nogle drenge, ikke for at bælle. Og de serverer selvfølgelig smagsprøver, så du lettere kan beslutte dig. Hvis du virkelig kan lide øl, og har lyst til at udvide din horisont, så er Mig og Ølsnedkeren stedet for dig.



For kort, klik her
