Emil og k a f f e b a r e r n e

Emil er netop blevet færdig med sit speciale i Idræt og Sundhed. Han er lidt af en sportsfreak og driver sammen med sin partner et konsulent-firma, som arbejder med elitesportsudøvere. Det siger derfor også næsten sig selv, at Emil er sådan en type som eksekverer! Desuden er Emil far til lille Carl, som kom til verden for et lille år siden. En hårdarbejdende far som Emil, har selvfølgelig et massivt kaffeforbrug, og netop derfor, er Emil den perfekte til at anbefale lækre kaffespots. Læs dem her:

Mevino - mer' end vino
Mevino er, som navnet antyder, eksperter i vin, men i de fine lokaler på Tordenskjoldsgade serverer de også gerne en solid kop kaffe. Her vil du ofte møde Søren bag disken, som med viden og humor formår at skabe en stemning som går perfekt i spænd med Mevinos ‘flat white’. Eksempelvis kan han nemt lige forklare hvorfor og hvordan en flat white i Australien er HELT forskellig fra en flat while i New Zealand. Besøg Mevino hvis du skal hygge dig med familie eller venner i afslappede omgivelser, eller hvis du blot har en time du skal slå ihjel mellem vigtige gøremål.

Altura - byens ældste kaffebar
Altura serverer en af Gravens mest sublime kaffer. Med åbenhed, ekspertise og en rund og fyldig kaffe latte lavet på bønner fra eget kaffebrænderi, smelter de kaffehjerter dag efter dag. Får du din kaffe to stay, kommer den SELVFØLGELIG i en hånddrejet keramikkop - det er trods alt latinerkvarteret du er kommet til!
Altura er desuden byen ældste kaffebar, og de mener det virkelig, når de kalder sig en KAFFEbar. Der serveres nemlig hverken frokostretter eller kage, men til gengæld er du mere end velkommen til at medbringe din egen - sejt ik?





Fotos lånt af Altura Find vej

Clever Coffée - det nye skud på stammen
Clever Coffee er en af Aarhus’ nyeste kaffeskud. Men havde byen virkelig brug for flere kaffebarer? JA det havde den! Clever Coffee er en æstetisk perle med imødekommende kaffeentusiaster bag disken og en prisliste, hvor alle kan være med - fx koster en flat white 30 sølle kroner. Kaffebaren ligger lige ved det gamle universitetshospital på Nørrebrogade, og er en del af AU’s iværksætterhus The Kitchen. Det betyder at baren vrimler med iværksætterlystne studerende, som bidrager med en fed vibe i caféen. Det betyder også, at det er mere end ok at medbringe sin laptop og arbejde mens man nyder sin kaffe. Prøv også en af de hjemmelavede kager - dét vil du ikke fortryde!

Emmerys - en klassiker der altid holder
De fleste kender Emmerys, fordi deres bager-caféer er at finde mange steder i det ganske land. Emmerys ligger også i Risskov, og netop her, sikrer god service og flydesofaer, at caféen er et besøg værd. Skal du arbejde så snup en økologisk espresso og find dig til rette i krogen for enden af baren, hvor man kan sidde lidt uforstyrret, og dog samtidigt holde et nysgerrigt øje med bagerens mange besøgende.
