Emma og D e n S n a s k e d e T a k e a w a y

Emma er madglad bypige på 22 år, som til dagligt læser erhvervsøkonomi på Aarhus BSS. Ved siden af studiet driver hun en Instagramprofil og blog under navnet @TheFoodiequeen, hvor hun udfolder sin kreativitet inden for den gastronomiske verden. Hvis du allerede følger Emma, så kender du hende. som den der leger gætteleg med ’hvad skal jeg spise til aften?’. Når hun ikke selv laver mad, køber Emma takeaway. Her kommer Emmas 4 tips til, hvor man kan finde en gang snasket take away, som er alle kalorierne værd:

Il locale - italienske kvali-pizzas
Surdejsbund, mozzarella, trøfler, mascarpone, timian, portobello. Enough said? Il Locale på Guldsmedgade er et oplagt favorit-pizzasted i Aarhus. Hvis man craver italiensk kvalitetspizza, er Il Locale stedet at gå hen. Betjeningen er altid i top, og som gæst føler man sig aldrig andet end velkommen.

Toast it - fordi toast bare altid er lækkert
Toast it på Klostergade er the one and only Toast-biks I Aarhus udelukkende dedikeret til toastens herligheder. Her går du ikke forgæves! Sprøde surdejstoast, saftigt fyld og lækre milkshakes. Bestil deres surdejstoast med avocado og oliventapenade og skyl ned med en lemonade - det er og bliver den perfekte kombination. Er man til salat on the side, kan dette også anbefales, mens et stykke kage til dessert næsten er et must.

Kiin Kiin Street Food - Asien på Vestergade
Kiin Kiin er uden tvivl en asiatisk perle midt i Aarhus. Her kan man få raffinerede og smagfulde wok-retter, gao bao, forårsruller og andre delikatesser som oser af asien. Prøv fx deres røde karry med kokosmælk og kylling, seasamstegte rejer med wasabimayo eller sticks af misomarineret laks. Og husk i øvrigt at tilkøbe den asiatiske øl Tsingtao. En sådan kombi er en stensikker opskrift på en vellykket middag i Asiens tegn.

Olinico Gastro Grillbar - Mejlgades stjernegrillbar
Hos Olinico kan man få byens billigste tre-retters menu - og den smager altid himmelsk, ligegyldigt hvilke retter som serveres på dagen. Olinico har også et menukort med en række faste klassikere, heriblandt en virkelig solid omgang fish’n’chips. Portionerne er store og priserne små, så er du studerende som Emma, er Olinico stedet at gå hen. Er det weekend eller er vejret godt, kan det være svært at få et bord - men så er det godt, at de fleste retter også serveres to go. Gå fx ned til træterrasserne ved siden af Navitas og nyd aftensolen.

