Sidsel og T r ø j b o r g t i p s n e

Sidsel bor i en lejlighed på Trøjborg sammen med sin mand, Lasse. I kender måske Sidsel og Lasse fra livsstilsbloggen af samme navn, som de har drevet i ti år. Her har de delt ud af deres bedste tips og anbefalinger til Smilets By - og nu gør de det også her på Blend in. Sidsel elsker at læse, og fylder ugentligt sin rygsæk med nyt læsestof på Dokk1. Derudover kan hun lide at bage, vinterbade og dyrke yoga (med varierende succes). Generelt forsøger hun at leve langsomt og fylde sin tilværelse med oplevelser, der ikke nødvendigvis koster mange penge eller giver overtræk på klimakontoen.

ANA Grønt - trøjborgs elskværdige grønthandler
De fleste trøjborgensere lægger formentlig vejen forbi ANA mindst en gang om ugen - og hvis ikke de gør, så burde de gøre det! Den kombinerede grønthandler og falafelbiks sælger alverdens specialiteter, og man kan ikke undgå at blive inspireret, når man besøger den eksotiske butik. Deres salatbar, böreks og forskellige ruller udgør alle et virkelig billigt OG lækkert måltid på. Prøv dem!

Stationskvarteret og banesportet - en inspirerende gåtur
Tæt op ad Riis Skov og ned mod Stationsgade skråner Stationskvarteret, som gemmer på charmerende gamle villaer og smukke havkig. Hvis vejret er godt, så gå en tur i området og lad fantasien få frit spil ved at udse dig huse, som du ville købe, hvis millionerne en dag rullede ind. På vejen tilbage mod byen, kan man passende følge stensætningsstien, som snor sig fra den Permanente og ind til Østbanetorvet - en smuk frisk tur med udsigt til skov på den ene side og hav på den anden.

Café Her & Der - et solidt morgensæt
I den lille café på Tordenskjoldsgade serveres dagligt kvalitetsbagværk og (mere end) ordentlig kaffe. Er man kommet lidt for tidligt op og har brug for fuel til dagen, er deres Go'Morgen-pose et oplagt valg; koldhævet surdejsbolle med smør og en valgfri mellemstørrelse-kaffe to go. Og har man tid til at blive i cafeen og spise, er deres morgenbræt altid et sikkert hit. Man kan også være heldig at finde Café Her & Der andre steder end på Trøjborg. De sælger nemlig også kaffe fra deres old school kaffevogn på hjul, som fx ofte er at finde ved dyrehaven.

El Loco - fjerne himmelstrøg lige om hjørnet
El Loco er populært blandt gymnasieelever og andre youngsters, måske først og fremmest fordi det er åndssvagt billigt! En meter øl koster 100 kroner, men den ultimative crowd pleaser må være deres Loco Special. En drink suppleret med både soundtrack og ild (bestil rigeligt for at få den rette effekt). Mere festligt bliver det næppe. Vi kunne snildt beskrive drinkoplevelsen i flere festlige detaljer, men det vil næsten være synd - smut i stedet selv forbi El Loco og prøv den. Den er LOCO!

